Er det virkelig rigtigt, at det sker for mig?
Barndom. Som dreng voksede jeg op på landet i Lejre Kommune i et hjem med klaver, men uden radio og fjernsyn. Min mor var hjemmegående og hun var fuldtidsbeskæftiget med sit hjem og fire børn. Min far var slagter og drev sammen med sin bror butik og slagtehus. Han startede som 14-årig og fortsatte til han var 75 år inden, han gik på pension. Det var et godt og harmonisk hjem. Et hjem hvor tro på Gud var en integreret del af hverdagen med mange gode oplevelser fra frikirken, som var lige på den modsatte side af hovedvejen, som vi boede ved. Troen har været en trofast ledsager, selvom den har haft skiftende intensitet og er undergået revurderinger og omformuleringer. Som 7-årig underviste min søster Merete mig i klaver. Jeg var dog mere optaget af med slukket lys og gardinerne trukket for i stuen at tage træpladen af klaveret, holde sostenuto pedalen nede og skabe magiske klange ved at spille direkte på strengene. Sådan vågende en indre strøm af klanglige forestillinger. Som 10-årig blev jeg glad for at spille guitar stærkt påvirket af min fætter Filip og mine svogre, men da min guitarlærer sagde til mig, at nu kunne han ikke lære mig mere, begyndte jeg som 15-årig på musikskolen i Allerslev med klaver hos den konservatorieuddannede, inspirerende og engagerede lærer Aksel Skjolddan, som var med til at lede mig i retning af den tanke at blive musiker.
Gymnasietid. Min gymnasietid blev en eksplosiv omvæltning fra et lille lokalmiljø til en hverdag sammen med 600-700 jævnaldrende elever på Katedralskolen i Roskilde, hvorfra jeg blev student i 1984 med den musik-matematiske linje. I musikklassen havde vi Valdemar Lønsted, der åbnede dørene i mit sind for musikhistorie, koralharmonisering, barokbas og folkemusikudsættelse. Han tog os med til opførelser i Radiohuset af Mahlers Niende Symfoni, hvis fjerde Adagio sats kan få enhver følsom teenager ud til kanten af sit følelsesregister. Til koncerten blev også fremført Pendereckis Threnody to the Victims of Hiroshima, der indprentede sig dybt på grund af sit fremmedartede og alligevel klart formulerede udtryk i en tid, hvor kold krig og atomtrussel var en realitet. Til de revolutionerende musikalske oplevelser fra denne tid i gymnasiets musiklokale var også mødet med Le Sacre du Printemps af Stravinsky og A Survivor from Warsaw af Schönberg.
Konservatorie. I slutningen af 1984 kontaktede jeg komponist og professor Ib Nørholm for at drøfte med ham om han vurderede, at jeg havde potentiale for at studere komposition. Det var med bævende hjerte, jeg bankede på døren i villa Solhaven i Hellerup. Han opmuntrede mig og anførte, at jeg burde søge om optagelse på det dobbelte hovedfag Musikteori og Komposition. På den uddannelse startede jeg på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1986. Ib Nørholm var en fantastisk lærer, der straks jeg startede præsenterede mig for den amerikanske minimalisme. I 1989 blev jeg gift med min skønne Anne, som jeg har to sønner med. Valdemar fra 2001 og Villads fra 2004. Selvom jeg er vokset op i et trygt og godt hjem, havde jeg ingen forestilling om at blive far. Det var en opgave, jeg ikke kunne identificere mig med. Alligevel må jeg sige, at det at blive far og være far, er det største, der er sket i mit liv. I 1989 blev jeg desuden ansat som vikar for Ebbe Knudsen i musikteori på konservatoriet.
I 1990-1991 tog jeg orlov, jeg skulle have tid til at fordybe mig. Jeg var blevet hovedkulds forelsket i en stærkt abstrakt modernistisk kompositionsstil. Boulez’ musik og Stockhausens KONTAKTE og KLAVIERSTÜCKE var den progressive musik, jeg beundrede. Konsekvent og kompromisløs. Da Ivar Frounberg havde skrevet flere analytiske artikler om Boulez’ musik i Dansk Musik Tidsskrift, blev det med ham som hovedfagslærer, jeg i 1991 fortsatte mine studier i komposition. Da jeg i 1993 afsluttede med diplomeksamen i begge hovedfag og blev optaget i solistklassen som komponist, kunne jeg se tilbage på fantastiske hovedfagstimer i musikteori gennem syv år med cembalist, komponist, teoretiker og professor Yngve Jan Trede, hvis uovertrufne ekspertise strakte sig fra renæssance til begyndelsen af det 20. århundredes musik.
Kære Ib Nørholm, Ivar Frounberg og Yngve Jan Trede, jeg er dybt taknemmelig for alt det, jeg har lært af jer. I øste af en enorm viden og indsigt.
Debutkoncert. I 1996 da jeg havde min debutkoncert med et udvidet Figura ensemble havde jeg haft endnu et års orlov, hvor jeg blandt andet studerede musikteori hos professor Lev Koblyakov i Israel. Sammen med Figura fremførte jeg min debut på konservatoriet i Odense og Århus, i festsalen på det tidligere konservatorium i København og i Radiohusets Studie 2, der i dag kaldes Studiescenen i det nuværende konservatorium. Disse fire koncerter blev en manifestation med en omfattende programbog forfattet af min ven Jakob Goetz og koncerten blev udgivet på min første CD med titlen Unsägliche Stelle, der nu kan findes på de digitale streaming-platforme med tre akustiske værker og tre live electronics værker, hvor akustiske instrumenter og elektroniske klange blandes. Imidlertid viste det sig, at Figuras faste og glimrende klarinettist Anna Klett måtte finde en afløser, som blev Fritz Gerhard Berthelsen.
Contemporánea og Max/MSP. Det førte til næste kapitel, da Fritz og jeg i 1997 grundlagde ensemble Contemporánea i forbindelse med en række turnéer til Sydamerika. Efter det tysk-schweiziske ironisk-groteske musikteaterprojekt Happy in Dorado City, instrueret af Wolfgang Häntsch, udvidede vi i 1998 med slagtøj, og fra 1999 blev den faste besætning udvidet yderligere med violin og kontrabas. I 2000-2001 fik vi vores danske gennembrud med en række portrætkoncerter i Huset i Magstræde, som Danmarks Radio transmitterede, og som nød stor bevågenhed i avisernes anmeldelser. Vi forsatte med koncerter på ICMC på Cuba i 2001, dernæst ISCM i Asien, hvilket førte til vores første koncert i USA på New York University i 2003. Sammenfaldende med denne periode nød jeg den store anerkendelse at modtage Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1998-2001. Perioden udmunder i min næste CD med titlen Contemporánea fra 2001 med fem værker med spanske titler. I sommeren 2000 flytter Max for alvor ind i mit kunstneriske virke. Max, også kendt som Max/MSP eller Max/MSP/Jitter, er et visuelt (objektorienteret) programmeringssprog til musik og multimedie. Personligt startede mit Max-liv så småt omkring min komponistklasse debutkoncert i 1996, hvor jeg anvendte Max via MIDI til at kontrollere i første omgang en Ensoniq DP4+ effects processor. I næste omgang tilføjede jeg i 1997 en AKAI 3200XL sampler. Så jeg stod på spring, da Macintosh lancerede sin MacBook G3 i 1999 og gik ind i en omfattende studieperiode af Max/MSP i år 2000. Herefter har jeg i en ubrudt proces udviklet en række Max patches, som er blevet en del af mit kunstneriske udtryk og et kompositorisk redskab.
Krisen. I 2005 flyttede min lille familie fra Nørrebro til Frederiksværk i et rødt murstenshus fra 1942/50. Da den elektroniske musikuddannelse på konservatoriet i Århus startede i 2004, og da jeg via Odden følte mig tættere på Århus, blev jeg ansat på den uddannelse i 2005-2008. Timegrundlaget var dog for lille til, at det kunne fortsætte. I samme periode havde Contemporánea fra Bikubenfonden modtaget en treårig bevilling til projektet Interactive Art med en ny række koncerter i LiteraturHaus. På en eller anden måde blev 2007-2008 et tomrum. Det var småt med bestillinger, der var ikke mange penge til kunstneriske projekter, den internationale finanskrise havde ramt hårdt. Jeg så spøgelser alle vegne og opdigtede en modvilje, der ikke eksisterede. På det tidspunkt var Klaus Ib Jørgensen medlemskonsulent for Dansk Komponistforening. Jeg mødtes med ham i 2008, og han fik afgørende betydning for, at spøgelserne forsvandt, og jeg fik en nystart på kunstneriske visioner. Det var det venlige los i røven, der netop skulle til på det tidspunkt.
På den anden side. I 2009 var jeg medgrundlægger af EarUnit – concert series med Carsten Bo Eriksen og en række andre komponister. Gennem mit virke i Contemporánea og EarUnit har jeg været med til at bestille og uropføre en lang række værker af såvel danske som udenlandske komponister i ind- og udland. Contemporánea har desuden udgivet Cd’er, blandt andet Morten Skovgaard Danielsen: Roadmovie Accessories og Mogens Christensen: Echoes of Dreamless Fragments. Det var også det år, at jeg kom tilbage til New York, denne gang med Frode Andersen, hvor vi skulle deltage i Suzanne Bocanegra’s installationskoncert, ReRememberer, med 100 ikke-musikere på violin, en forstærket trævæv, accordeon og live electronics. Det projekt kom på turné i Texas i 2014, og skal genopføres i maj 2026 på Bang on a Can’s Long Play Festival i forbindelse med en CD-udgivelse af værket.I 2011 udgav jeg endnu en Contemporánea CD, Flug der Farben, med ensemble- og soloværker både i stereo og 5.1 surround, i denne hejemmebiografens tid, hvor en del havde et eget surround setup tilknyttet deres fladskærm. I 2012 følger CD’en Auxiliary Blue, som udgiver den 45-minutter lange fælleskomposition med den berlinske electronica komponist Frank Bretschneider.2013 blev et monsterkreativt år, hvor jeg komponerede Obscure Transparence til JACK quartet. Skyggen, en skolekoncertforestilling for klarinettist og video. Texture 1 og Mosaico 1 til TRANSIT Ensemble. Fluctuant til fløjtnisten Zoe Martlew. Nine Waves til Messerkvartetten. Partita Melancólica til pianist Alfredo Oyaguez.
Pianist. I 2015 blev jeg ansat i en projektstilling på konservatoriet i Esbjerg på den elektroniske musikuddannelse. Det er stille og roligt vokset til, at jeg underviser der i 3D-lyd, Interaktiv Lyd, Musikteknologi og hovedfag komposition i en stilling, der indebærer tre undervisningsdage tolv gange om året. Jeg blev samme år ansat i en frikirke i Frederiksværk som pianist. Fire år efter betød den glæde ved at fremføre musik for andre på klaver, at jeg komponerede mine Guldalderstykker, som cellisten Josefine Opsahl og jeg uropførte på Statens Museum for Kunst i 2019 – altså en slags genfødsel af min pianistdrøm. Da billederne er fra 1800-tallet, benyttede jeg lejligheden til at komponere simpel tonal harmonisk musik. Samtidig er det et af de eneste værker uden live electronics i mere end 20 år. Det leder videre til et nyt Contemporánea med cellist Ida Nørholm, klarinettist Fritz Gerhard Berthelsen og mig selv som pianist i det akustiske værk Garden of Gethsemane – Hommage à Arne Haugen Sørensen (2021), som igen videreføres i værket LEGENDE til et digt af Ib Michael igen for samme besætning men nu med tilføjelse af Matias Seibæk, slagtøj og tilbage til live electronics via Max.
Den foreløbige kulmination i min karriere var 2023-uropførelsen af Slender Trees på The Metropolitan Museum of Art, fremført af strygekvartet American Contemporary Music Ensemble med mig selv ved tangenterne i for- og mellemspil samt i en ud af seks satser. Nu ser jeg frem mod at komponere en bestilling, LYSHAV (Sea of Light), fra det legendariske Bang on a Can society, for sopran, violin, flügelhorn, accordeon og Max/MSP på Long Play Festival i maj 2026 i New York samt uropførelse af en strygekvintet senere i 2026 i Carnegie Hall.
Udover de senere års pianistspor har de seneste 15 år været præget af, at jeg har komponeret mine værker i større projekter, der kan stå alene i en fuld koncerts længde. Enkelte værkserier går længere tilbage, men arbejdsmåden er kun blevet tydeligere med årene. Der har naturligvis været andre mindre projekter ved siden af, men værkserier er blevet en fast bestanddel i mit kunstneriske virke, hvor jeg over en længere periode kan fordybe mig i specielle digitale teknikker, musikteoretiske problemstillinger samt poetiske eller maleriske temaer.
Værkserier
Elegie 1-8 (1993-2004)
– different formations inspired by the Rilke Elegies
Passage 1-5 (2010-2012)
– different formations, score music with improvised passages
Stillstehen 1-5 (2009-2017)
– Ensemble Adapter, Berlin, 4 musikere (47-51’)
Textures & Mosaics
– 1) Textures & Mosaics, volume 1 (2013-2015), Transit Ensemble, NYC, 5 musikere (34’)
– 2) Textures & Mosaics, volume 2 (2013-2018), 4 strygere, JACK quartet, ACME (34’)
CRATAEGI (2012, 2022)
– slagtøj solo/MSP/video baseret på kunst af Nes Lerpa (47:47)
Nordic Trilogy (2020-2022, 71′)
– 1) Nordic Broken (messiaenkvartet)
– 2) Nordic Fragments (klavertrio)
– 3) Nordic Extraction (klaverkvartet)
BILLOW (STURMWELLE, 2020, 2024)
– solo clarinettist (Bb, G, bass), Max/MSP, video (45:47’)
LEGENDE (2023)
– Contemporánea, cl/vc/perc/pno/MSP (51-53’)
Artist Pieces
– 1) Hammershøi Pieces (2015) – Light in Structure 1-6 (23’)
– 2) Danish Golden Age Pieces (2019, 19’)
– 3) Arne Haugen Sørensen Pieces – Garden of Gethsemane (15:45’)
– 4) Slender Trees (2023, 21’) – a Hammershøi drawing
– 5) Giacometti Pieces (2024) – Fragile Fortitude 1-5 (19:31’)
String Quartet No. 1-9 (2004-2025, including Die achte Elegie)
Karakteristika. Et allestedsnærværende karakteristikum i mit virke er kombinationen af akustiske instrumenter og elektronisk lyd. Den udøvende musiker med det levende og det menneskelige udtryk som grundvilkår nogle gange i samspil og sammensmeltning med den elektroniske lyd andre gange som en modstilling, hvor snarere en konflikt eller friktion er i fokus. Rent musikteoretiske problemstillinger er et andet inspirationsspor. Form og proportion. Harmonisk struktur. Polyrytmiske lag. Rainer Maria Rilkes poesi er jeg vendt tilbage til mange gange, og Ib Michael har er forfatter til digtet LEGENDE i mit værk med samme titel.Mødet mellem musik og billedkunst som man kan se i mine Artist Pieces samt musik og video (med kunstnere som Anders Elberling, Lillevan, Simon Janssen, Kim Dang Trong). Ikke mindst det store slagtøj solo værk, CRATAEGI, uropført og indspillet af David Hildebrandt komponeret med inspiration i Nes Lerpas malerier.
En stor glæde er det at møde den unge generation i undervisningssammenhæng, det er dybt inspirerende at se, hvad de er optaget af. Det er ansporende at dykke ned i nyt og gammelt stof, formidle det på nye måde, udforske nye felter. Altid med fokus på den enkelte elevs evner og interesser.
Recording Artist. Stærkt hjulpet på vej af komponist Carsten Bo Eriksen har jeg siden 2022 udgivet en lang række værker på de digitale streaming-tjenester. Jeg har en fast arbejdsmåde, hvor en bestilling ikke blot fører til en uropførelse men videreføres til en studieindspilning helst umiddelbart efter koncerten. Netop i sammenhæng med den elektroniske del af mine værker, er det fantastisk at forfine og i visse tilfælde ændre og viderebearbejde de elektroniske klange, hvilket er muligt og inspirerende i den efterfølgende produktion som gennemarbejdes inden en udgivelse. På den måde når musikken ud til millionvis af mennesker.
Stil og Håndværk. Da jeg var i slutningen af 20’erne, var jeg en overbevist modernist. Kompleks atonal musik var i min optik progressivt. Men den eksperimenterende electronica og break-beats trængte ind i visse værker allerede i nullerne. Også det melodiske blev ved at presse sig på. Siden kom den tonale, modale musik til som en del af mit kunstneriske udtryk. Det er naturligvis fremmedelementer i en modernistisk æstetik. Det sivede ind mere som noget snigende, noget drevet af lyst, ikke af moden overvejelse og strategi. Hvorfor skulle jeg holde mig tilbage fra at komponere en renæssancesats, en barok fuga, at nyfortolke den barokke suite eller partita, en passacaglia eller chaconne? Eller en techno sats eller 80’er inspireret fusionsmusik? Arabisk influeret balkan-musik? Jeg blev en stilistisk kamæleon, der skrev det, jeg har lyst til at høre. Dog ikke stilpluralistisk i den forstand, at stilarter blandes lag på lag eller i hurtig følge efter hinanden. På det punkt er jeg dogmatisk: hvert værk eller i det mindste hver sats har sit dedikerede stilistiske udtryk. Det afgørende for mig er håndværket – ikke stil. Jeg har søgt at udfordre grænserne mellem det akustiske og det elektroniske, mellem det strengt komponerede og det spontane indfald. Et konstant samspil mellem struktur og frihed, mellem teknologi og menneskelig sanselighed. Musik er for mig en eksistentiel undersøgelse. Den reflekterer vores tid, vores indre liv og de mønstre, vi bevæger os i. Den skaber forbindelser mellem fortid og fremtid, mellem det personlige og det universelle. Jeg ser min musik som en dialog – mellem mig og lytteren, mellem lyd og stilhed, mellem orden og kaos.
Tilbageblik. Nu, hvor jeg ser tilbage på seks årtier i musik og liv, føler jeg mig privilegeret og taknemmelig. Jeg ser det ikke som en afslutning, men som en fortsættelse af en proces, der altid har været i bevægelse. Tænk alt det, som blev muligt i mit liv. Alle de oplevelser med de mange mennesker, de mange steder. Jeg, der i gymnasietiden dårligt turde håbe på en konservatorieuddannelse som pianist med en gerning som klaverlærer på en musikskole i provinsen, fik lov til at leve et liv, der langt har overgået min vildeste fantasi. Tak til alle jer, der har hjulpet og støttet undervejs både praktisk, økonomisk og eksistentielt. Musikken udvikler sig, ligesom vi selv gør det. Og jeg er stadig drevet af den samme nysgerrighed, den samme lyst til at udforske det ukendte. For der er stadig så meget at opdage. Jeg elsker mit arbejde som komponist.
Ejnar Kanding, d. 29.3.2025